Nordisk Nüshu

I DET SKJULTE
PERFORMANCE
Anmeldelse af Iben Friis Jensen, FS 22/4 2013, 5/6 stjerner

... Den samlede oplevelse er æstetisk, virtuos og så følelsesladet, at der
ikke er langt fra latter til tårer, og fornemmelsen af at have overværet
et fantastisk og fantasifuldt show eller en mangefaceteret performance
rækker langt ind i fremtiden.


Læs også et uddrag af publikumsreaktioner skrevet på mail og
facebook efter forestillingerne i Esbjerg, Sønderborg og Odense:
http://www.nushu.dk/forestillingen/det-siger-publikum

Uddrag fra bogen ”Kunsten tæt på hverdagslivet”
Tekst af Trine Ross
Om værket Nordisk Nüshu

" ... Oplevelsen er intens, smuk og mangefacetteret på et plan, der
endnu en gang giver vante begreber problemer; for er det en forestilling?
En koncert? Eller en performance? Svaret er, at det er det hele – og
mere til. Det er en sanselig fortælling, funderet på virkelige hændelser
og hemmeligheder, præsenteret i en form, der med et fattigt ord kan kaldes et cross-over ...

Sikkert er det dog, at Kortermand ikke går ad vejen for hverken humor eller poesi, ligesom hun har et unikt talent for at skabe nye former for samarbejder på kryds og tværs hen over faggrænser og skel. Som om
det ikke var nok, så sker alt dette i et spændingsfelt af sanselighed og sitrende tilstedeværelse, imellem almenmenneskelige fortællinger og vores eget levede liv. Vores hverdag forskubbes en smule og forbliver forrykket så længe, vi lader den. Og når det er Kortermand, der står
bag skubbet, er det bedste råd, at lade dagligdagen forskyde sig så
meget den kan!"

Tyst og overvældende
Anmeldelse af Søren Sommerglæde, 14/5 2012

" ... Tine Kortermands kunst bevæger sig konstant i grænselandet mellem
de forskellige kunstarter. Hendes musikprojekt Uku Maze, som også udgøres af Boe Katharina og Kristoffer Ovesen, er ingen undtagelse, og koncerten på Teater Momentum satte en tyk streg under, at det er muligt at være komplet kompromisløs og alligevel tiltrække et odenseansk publikum. Der var nemlig – stort set – udsolgt til koncerten. Når nu talen (eller skriften?) alligevel er faldet på kunstnerisk grænseland, er det oplagt at starte med lidt filosoferen over hvorvidt det som vi var vidne
til i Teater Momentums røvsmalle biografsal, var en koncert eller en videoinstallation tilsat musik. For ud over musikken, har Uku Maze et videoshow med sig, som vil mere end bare være baggrundstapet. Videoerne skifter mellem at forholde sig overordnet tematisk, og direkte abstrakt til musikken, ned til deciderede 1:1 fortællinger hvor lyrik og video går op i en højere enhed. Denne visuelle narrative stil, kombineret med at bandet selv kun er ganske svagt illumineret af to små lamper på scenegulvet, skaber i lange perioder en følelse af, at man ikke er publikum til en koncert, men er til stede i et hypnotiserende univers af lyde og billeder ..."

TV2Fyn – omtale af Nordisk Nüshu og andre performances
http://www.tv2fyn.dk/video?video_id=50312&autoplay=1

Alt, hvad hun laver, emmer af en ægte og naturlig sans for at eksperimentere med det kunstneriske udtryk. Hun har en befriende uortodoks tilgang til musik og performance. Værkerne tager udgangspunkt i nære og virkelige ting såsom planter, landskaber, menneskelige skæbner eller gamle myter. Og derpå spinder hun et dragende net af stemninger og bevæger os ud i et surrealistisk drømmende univers.

Med det treårige arbejdsstipendium fra Statens Kunstfond håber vi, at hun fortsætter sit vigtige, spændende arbejde til glæde for publikum og til stor inspiration for andre kunstnere".

Musikperformancen er et væsentligt element i Kortermands praksis.
Kernen skal man imidlertid finde i de møder, der opstår når kunstneren
går ud og ringer på folks døre for at indsamle potteplanter og få dem til
at fortælle om en naturerindring. – Som en anden antropolog drager hun
ud i verden. Naturerindringerne, som hun indsamler, transformerer hun
siden til sang og musik. Og potteplanterne bliver en konkret del af
koncertens scenografi; Janes nye junglehjem.

Man kan med et begreb fra 1990’ernes kunstteori betegne Kortermands
praksis som relationel, så vidt som det er relationerne mellem mennesker
og det sociale rum, som de er del af, der er hendes egentlige materiale.

Således går Kortermand rundt med sin trækvogn fra dør til dør og taler
med folk og gør på den måde handlingen – indsamlingen af potteplanter
og samtalen om naturoplevelser – til det egentlige værk. Samtidig får
samtalerne en ny form, når de laves om til sangtekster, der gør abstrakte
diskussioner om ozonlag og CO2 mere jordnære.
Jane and the Jungle Boogie bringer naturen tæt på som erfaring og
erindring, formidlet i musik og sang ...


Jane and the Jungle Boogie
Lyt til omtale på Kulturnyt P1 under linket
www.kortermand.dk/kulturnyt

SESE – Let’s Play Something Else with Someone Else
Anmeldelse af Iben Friis, Fyns Amts Avis, 2. februar 2009

… Men samtidig er den fem kvarter kalejdoskopiske cabaret blevet et politisk statement ... Især er det tydeligt, at performancekunstneren
Tine Louise Kortermand har tilført musikteatret en portion tyngde og eftertanke.

Således virker det som om, hun har haft indflydelse på valget af de videos, som projiceres på bagtæppet som eneste dekoration. Billederne og klippene er valgt med en omhu, der illustrerer, hvor dygtigt der kan manipuleres med pulikums følelser, når det gøres med en kunstners sikre hånd. Ikke mindst da en lille dreng i et af de sidste klip fortæller teoretisk om leg som spiralformet fremfor hierarisk linær. Eller når en gammel dame (Else Marie Pade) flytter brikker i sit spil i en sampling-udgave, der rytmisk bliver til stomp. - Det var sjovt. Vil du være med, spørger hun som forestillingens slutreplik. Og jatak! Den indbydelse er svær at sidde overhørig. Hele forestillingen kan opleves som en sprudlende doku-fiktion sat i musik fra uventet kant ...

Er den næste Odysseus kvinde?

Anmeldelse af Marianne Koch, Fyns Stiftstidende, 14. august 2004

Tine Louise Kortermand er billedkunstner – plus sangskriver, plus sanger,
plus fotograf, plus animator, plus instruktør, plus modig.
For modig skal man være, når man ene kvinde sætter sig for at opføre sine
24 sange om kvinder i et stort råt lagerrum i Hanvegade i Odense.

Her er imidlertid sjovt at være, for publikum bliver udstyret med et lille
sanghæfte og en lommelygte og kan så værsgo indrette sig i store
oppustelige lænestole.
Hvad skal ske?
Vi ved det ikke helt, for godt nok kalder Kortermand sin forestilling for en
”rejsefortælling om, hvordan den skandinaviske og europæiske kvinde blev
moderne”. Men hvordan skal det forstås?

Spørgsmålet besvares hen ad vejen i den én time lange seance. De 3 musikere Niels Ryde (bas), Robert Rizzi (guitar og computerlyde) og
Chano Olskær (trommer) indtager deres pladser. De mange videoer, der
projicerer billeder op på tre vægge tændes – og pludselig står lille spinkle
Kortermand på gulvet. Klædt i voksen herrejakke, slips og tennissko med
bare tøseknæ synger hun sine 24 højst individuelle sange om Europas
kvindevilkår før, nu og i fremtiden.
Nogle er rå – som nu den danske Maybritt på motorcykel og finske Marketta,
hvis tale kommer op i bobler på væggen, mens lyden rocker afsted på høje
hæle og blomsterne skyder op overalt omkring os.
Nogle er blide – som signe, der er kristen, eller Dagny, der elsker sin farmor
og synger som i et mix af Bob Dylan og Joni Mitchell.

24 højst personlige sange i både form, indhold og musikalsk tone, båret oppe
af et meget lydhørt baggrundsband. Det er dog noget – og det er en stor
glæde at konkludere, at denne ene time i selskab med Odysseus kvinder var
en stor og betagende oplevelse.

Se den, hvem der endnu engang står i det evige dilemma mellem moderskab
og karriere. Der er ingen løsning, men det hjælper altid at se en kvinde, der
har turdet det hele med en undertone af både blid og rå latter.
Som nu Tine Louise Kortermand.

Er den næste Odysseus kvinde?
Lyt til omtale på Kulturnyt P1