Et samarbejde imellem den islandske sanger Nina Björk Eliasson
og video-, lyd- og performancekunstneren Tine Louise Kortermand.

”Spejlæg” tager form som en cabaret. De forskellige indslag i cabareten består
både af nye og tidligere værker, som tager udgangspunkt i hver deres arbejde
med defineringen af det feminine rum. Performancen varer en time og er således
baseret på Eliasson’s og Kortermand's eget materiale. Men tager også udgangs-
punkt i samarbejder de har haft med andre kunstnere – der i blandt digter og
sportsjournalist Jørn Mader, billedkunstneren Camilla Gaugler samt Charlotte
Clausen fra kunstnergruppen Pussy Power.



Tekst: Boe Katharina Przemyslak

Fotoserie: Birgitta Lothsson

Spejlæg - Crazy Cabaret

Lørdag d. 31. Maj 2008, Skibssmeden, Odense Havn.


Hvad forventer man med sådan en titel?
Fantasien kan virkelig gå på opdagelse og ikke føle sig sikker på noget som helst.
Kunstnerne Tine Louise Kortermand (Danmark) og Nina Björk Eliasson (Island)
havde da også trukket æg på snor af forskellige korte kunstnerisk udførte perler.

Eggs exploding

Som publikum blev man inviteret til at sidde på stole med front mod et opsat
lærred til visuals og et interimistisk køkken udstyret med kogeplader, mikrofoner
og lydanlæg.

Forestillingen begyndte ganske enkelt med at Eliasson tilberedte en æggekage,
hvor lydene fra dette dagligdagsgøremål, køkkenstøjen, blev optaget af
Kortermand, for senere at skulle bruges i en lydcollage.
Som man slår hul på et æg for at kunne få et spejlæg, således blev der slået
hul på ”Kvinden” som moderne begreb og levet liv.


Recording the sound of frying eggs

Else Marie Pade talks about sounds of egg


Forestillingen bestod af cirka 18 korte performancestykker som varierede
meget i udtryk og indhold og som ikke umiddelbart hang sammen. Det ene
øjeblik udfoldede Eliasson sin formidable og alsidige stemme i en sang og
improvisation over et japansk haiku digt af Sampou  i ”A scarf around the neck”,
med Kortermand på høje hæle dansende hen over et tæppe af æg, så de alle blev
knust. Det andet øjeblik ses videoinstallationer, som for eksempel i ”Køkkenskab”,
hvor en kvinde tømmer sit køkkenskab for dets madindhold, for til sidst at sætte
sig derind selv, indtil vandkogeren på komfuret hyler og tvinger kvinden til at
komme ud af sit skjul.

Dancing on Eggs

What a drag to get old

Andre gange ses de to kunstnere i tæt parløb, som for eksempel i ”Forfængelig”
hvor de begge siddende på stole trækker en H&M plastikpose påtrykt et ansigt
af en ung smuk model over hovedet. Når de indånder trækker poserne sig
sammen og udvides igen ved udånding og ansigtet på posen synes næsten
levende og forvrænget, som om der fortælles, at forfængeligheden har sin pris,
på den måde vi tager masker og identiteter på os og derfor ikke kan ånde frit.


Spille på æggedeler


Den måde Eliasson bruger sin stemme som instrument og lydredskab var over-
raskende og spændende og gav mig flere gange gåsehud. Men specielt
Kortermands performancestykker imponerede.
Hendes ”Moderne Kvinde”, hvor hun konstant hopper på en trampolin mens hun
fortæller om sit stressede og konstruerede liv som moderne kvinde, som hun dog
ikke kan frasige sig. Undervejs lægger hun make up på og da hun endelig holder
op med at hoppe og stiger ned fra trampolinen, ser man hvor grotesk og hjælpe-
løs hun ser ud med make up´en tværet ud i ansigtet.
Måske den moderne kvinde har brug for et spejl til at se og indse hvilket liv det
egentlig er hun fører?
Senere synger hun acapella en sang om hendes søn så ømt og fyldt med
kærlighed at man ikke kan undgå at blive rørt.


Jumping on trampolin

My Love Said

Hele forestillingen afsluttes med at den æggekage som blev tilberedt i starten
nu bliver delt ud til publikum på et stykke rugbrød, hvor vi med ét bliver for-
bundet med forestillingen. Dette er ikke blot underholdning, men netop
det spejl i kunstnerisk form, der giver os muligheden for at stille spørgsmål
til vores egen livsførsel, uanset om vi kan lide æggekage eller ej.




Tid og sted:

  • 9. juli 2008. ”Friktion Performance Festival”, Uppsala Kunstmuseum. Sverige.
  • 31. maj 2008. Havnekulturfestivalen, Odense Havn. Skibssmeden – scene for ny kunst, musik og lyrik.

    LÆS MERE HER >>
    Omtale af optræden på "Friktioner - Uppsala Performance Festival".
    af Kurt Wolmar Nyberg (Ph.D. in aesthetics 2001, Föreningen Verkstan
    och Musikforum 1900-talet)


    Projektet blev støttet af :

    GRANAT; Odense Kommune, Kultur 2008, Syddansk Regionale Kulturpulje,
    Gæsteatelier Hollufgård's rejselegat samt Nodic Culture Point mobil fund.